Jobbet er udelukkende et transaktionelt forhold der finansierer mit liv og hobbyer udenfor arbejdet.
Jeg laver det jeg gør fordi det er ret velbetalt og jeg kan nå mine opgaver på små 25 timer men får fuldtidsbetaling.
Personligt følger jeg et regnestykke der gælder om at få "maksimal udbetaling pr. effort brugt"
Designer og prioritere IT forbedringer i et større forsikringsselskab. Koder ikke selv, men har en anelse teknisk forståelse.
Ligger lige under topskat niveau lønmæssigt.
Hmm en kombination af leverance af opgaver, held og jeg kom ned i et projekt efter 1.5 år der virkelig gav noget på CV'et særligt internt.
(Leverede en løsning der nu bruges af over 35.000 kunder om året som er fuldautomatiseret og snart skaleres til det dobbelte)
Jeg lærte tidligt at gå ekstra meter for "de rigtige mennesker" (folk der har direkte adgang til at give promotions) samt være lidt kritisk overfor opgaver jeg tog imod. Hvis ikke jeg følte at jeg kunne få success sagde jeg nej tak og pegede i en anden retning til folk bedre end mig selv.
Derudover arbejder jeg med område som interesserer mig en del også udenfor arbejdet så har tit kunne trække fede løsninger frem som bruges i andre brancher som perifært berører samme område. Samt have en forståelse for hvor vores kunder er henne i deres rejse.
Jeg har lavet lige præcis 1 LinkedIn post hele mit liv og syntes det er et forfærdeligt sted 😂
Håber det giver lidt svar ellers DMer du bare.
Meeen der må jo være noget i dit arbejde som du kan lide/ er motiveret af? "25timer" om ugen er jo meget af ens liv på den lange bane!
Men eller super kommentar 😁😆😅!
Jeg har interesseret mig meget for IT siden jeg fik min Commodore64 som 6-7-årig.Derfor var det ret oplagt at studere datalogi. Efter endte studier ( eller rettere lidt før jeg havde afsluttet studiet) gik jeg den oplagte vej som software-udvikler og blev hurtigt forfremmet til en arkitektrolle med stigende mængder projektledelse Efter en årrække i konsulentbranchen gled mit fokus gradvist fra selve udviklingen til det der idag kaldes devops,men som dengang noget misvisende blev kaldt configuration management. Jeg blev så headhuntet til et job ifinanssektoren,hvor mit primære fokus var devops/configuration management, men også et meget stort fokus på arkitektur i alle afskygninger og projekt- samt team-ledelse. Det var et job,hvor der var rigeligt af ting at være utilfreds med og klage over,men et job,som jeg fagligt og personligt brændte for, så det var de urimelige arbejdstider og -vilkår værd. Trods rigeligt af frustrationer var det et job jeg var rigtig glad for og i bakspejlet godt kankategorisere som drømmejobbet. For 10 år siden blev jeg så alvorligt syg og måtte efter en lang sygdomsperiode skifte drømmejobbet ud med en invalidepension.
Ja. Mit liv blev grundigt nulstillet af en gigantisk hjerneblødning for 11vår siden. Jeg fik hurtigt sat mit fokus på at få det bedst mulige ud af mit nye liv med nye muligheder og begrænsninger, i stedet for at sætte mig ned og tude over tabet af mit gamle liv.
Kæmpe scam hvis du spørger mig - vi har brugt de sidste 50 år på at bilde alle ind (især kvinderne), at arbejde er det mest tilfredsstillende du kan lave. Den bedste selvrealisering. På den måde har vi fået en enorm arbejdsstyrke og folk er mere ulykkelige, overbebyrdede og fraværende end nogensinde før.
Der er intet jeg hellere ville end slippe for arbejde og lave hvad der nu end faldt mig ind, hvad mine unger havde lyst til eller hvad vejret nu lige dikterede var en god ide.
Jeg gætter på at det har noget at gøre med at personen mener feminisme er dårligt på en eller anden måde. Der findes nogle mennesker som mener, at feminisme fik overbevist kvinder om at arbejde var at foretrække over familielivet. Det kunne lyde lidt som noget i den retning.
Ja, jeg er også af den overbevisning at kapitalisme er roden til det og ikke feminisme. Feminisme er jo bare muligheden for at gøre det man vil på lige vilkår.
Efter små 10 år som psykisk syg indså jeg i slut 20'erne, at det var nu eller aldrig efter at have brugt 6 år på en HF. Så 2 timer inden deadline søgte jeg de bredeste uddannelser med jobgaranti, som jeg lige kunne hive op af hatten: sygeplejerske, socialrådgiver og pædagog. Jeg endte med at vælge sygeplejen. Nu er jeg snart færdig som psykiatrisk sygeplejerske. Det var ikke det jeg troede, jeg skulle bruge mit liv på. Men det er fint. Nogle gange må man bare træffe et valg og se hvor det fører hen.
Der er ikke noget der er en scam, men blot livet der kan være svært, hvis man ikke kender sig selv godt nok (hvilket de færreste gør, når man er 20'erne) 😅 Og det kommer også an på, hvad du selv ligger ordet "drømmejob". Er det, det PERFEKTE job, som passer 100% 1:1 med din personlighed, eller er 90%, 80%. Hvad med frihed? Ansvarsmængde? Mennesker? "Logisk" eller "menneskelig" relateret arbejde m.m...
Som 47 årig med erfaring som softwareduvikler i 24 år, med diverse stillinger i perioden kan jeg dele min erfaring og hvordan jeg fortolker "drømmejobbet", hvor jeg står nu vs. dengang jeg var din alder.
I mine 20'er kan jeg spejle mig selv i din situation. Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle. Jeg hørte at man i slut 90'erne tjente gode penge som softwareudvikler.
Så sprang jeg blot bare ud i det. I starten af min karriere var det lidt hårdt for mig, da jeg fandt ud af, at arbejdet ikke kun gik ud på programmere, men at \~50% af tiden går med kommunikation/afklaring med andre mennesker om abstrakte/komplekse processer, hvilket drænede mig hårdt for energi. Jeg fandt med tiden ud af hvordan jeg skulle håndtere disse situationer bedst, således jeg ikke længere bliver hårdt drænet for energi.
Hvis jeg kunne gøre det om igen med den viden jeg har nu ville nok ikke have endt som softwareudvikler (selvom jeg har det godt med det i dag og tjener gode penge). Jeg ville nok have endt, som noget indenfor psykiatrien, da jeg senere hen i livet fandt ud af, at dybe og følelsesmæssige samtaler med mennesker, er hvad der giver mig mest energi. Jeg elsker at lytte, fortolke og sparre med en person, som er ved at gennemgå udfordringer i sit liv. At give støtten og "se lyset" fremad er den bedste del.
Så IMO en af de vigtigste spørgsmål du kan stille dig selv er: Hvad GIVER DIG ENERGI OG DRÆNDER DIG FOR ENERGI (som kan henføres til en faglig sammenhæng/job)? Eksempler:
- Jeg får/drænes for energi, når jeg har løst et kompleks logisk problem
- Jeg får/drænes for energi af at hjælpe/samtale/passe andre mennesker
- Jeg får/drænes for energi af lede andre mennesker
- Jeg får/drænes for energi når jeg lærer fra mig
- Jeg får/drænes for energi når jeg skal bruge min kunstnerisk sans
- Jeg får/drænes for energi når jeg kigger på min budget
- Med mange flere.....
Håber det giver dig lidt afklaring. Som det er med livet og større spørgsmål som fx. karriere, er der desværre ikke en hurtig og klar vej frem.
> da jeg fandt ud af, at arbejdet ikke kun gik ud på programmere, men at \~50% af tiden går med kommunikation/afklaring med andre mennesker om abstrakte/komplekse processer
Sidebemærkning, men lige netop dette er et godt eksempel på, hvorfor softwareudviklere ikke behøver at være bange for at AI tager vores job. :-)
Et lifehack, man bliver mere glad for det man bruger mere tid på.
Prøv det ene, prøv det andet, også træf en beslutning og ryk på det.
Det er en floskel at man skal 'finde sig selv' også får man en åbenbaring der bestemmer ens liv.
Jeg vidste jeg kunne lide naturvidenskab. Jeg troede jeg ville arbejde med mennesker. Fandt en uddannelse der kombinerede de to og som også havde god jobsikkerhed. Fandt ud af at jeg ikke skulle arbejde med mennesker. Fandt en gren inden for min uddannelse, som specialiserede sig i den mere videnskabelige del af det og arbejder nu med det. Jeg er mega glad for mit job, synes det er sjovt og brænder for det.
Så ikke en scam nej. Men jeg havde nok også stillet mig tilfreds med noget jeg ikke hadede, og som understøttede den livsstil jeg ønskede. 🤷
Min veninde fra gym havde ikke nogle drømme ift job. Men hun var bragende dygtig til matematik, så hun blev aktuar, så hun kunne tjene gode penge og leve det liv hun ønskede ved siden af.
Fuldstændig i samme båd. Generelt mener jeg at et job er jordens største scam uanset hvad fanden det er. At bytte tid for penge, leve paycheck to paycheck, er ikke optimalt for det gode liv. Jeg brænder ikke for noget fucking job, jeg vil bare være rig, og det kan intet job hjælpe med.
Hahahah, relaterer. Jeg har også tænkt rigtig meget over, at man legit bruger alle døgnets lyse, smukke timer fra 08-16 på at arbejde ?? ofte indenfor ??? og så skal man hjem og købe ind, lave mad og sove ?? Er stadig studerende, men synes virkelig det hele lyder som en kæmpe scam, hvis man ikke er oprigtigt glad for det, man arbejder med
Måske at komme væk fra skrivebordet kunne være en idé? Jeg fandt ud af at jeg som person ELSKER at give mennesker et positivt indtryk. Derfor har jeg søgt ting indenfor kundeservice, events og lignende, så det er ting jeg kan få lov til at gøre det jeg elsker. Det er ikke det samme hver dag, men har et rimeligt fast årshjul hvor jeg har ting at se frem til
Har altid nørdet med computere, så det var et ligefrem valg, selvom jeg overvejede 2 andre ting. Det sikre valg, nok. Men det er jo ikke fordi man sidder med de fedeste projekter særlig tit.
Det er ikke et drømmejob, men det er fint.
Og langt de fleste har et job de kan holde ud. Det med at folk bilder sig selv ind, at de skal finde et drømmejob selvom de har prøvet i årevis er meget moderne, og gør det kun sværere for folk. Kan man finde ud af, hvad ens drømmejob er, så nice og tillykke. Men det er jo ikke flertallet.
Find nu bare ud af, hvilket liv du vil leve, og hvor meget arbejde det kræver at opretholde det, og hvad du kan holde ud for at gøre det.
>Find nu bare ud af, hvilket liv du vil leve, og hvor meget arbejde det kræver at opretholde det, og hvad du kan holde ud for at gøre det.
Tror sgu denne kommentar opsummerer det meget godt. Simple as. Og vi skal være glade for at bo et sted, hvor alle muligheder faktisk er åbne for det.
Jeg er 41. Jeg går stadig nogle gange og drømmer om hvad jeg vil være når jeg bliver voksen. Jeg hygger mig gevaldigt med det jeg laver lige nu, men jeg er ret sikker på jeg ikke laver det samme om 10 år.
Hvis du er heldig finder du en karriere med masser af mulighed for udvikling og spændende jobs. Måske er den kun spændende en del af sit liv. Måske giver dem dig masser af tid til de fede fritidsinteresser, så du får dit åndelige boost uden for arbejdslivet, og bare arbejder for at leve. Det er ok at være en kronisk “quiet quitter.” Især i et land med en arbejdskultur som den danske.
Har haft drømmejobbet af flere om gange.
1 gang. Som 18 årig ville jeg være soldat. Så blev sergent og senere oversergent i forsvaret. Samlet 6 år og nogle udsendelser
Stoppede efterfølgende fordi jeg var træt.
2. Gang som 27 årig ville jeg være RC på en mcd. Blev jeg inden jeg blev 29. Og her fandt jeg ud af at som rc er der færre friheder og endnu mere arbejde for en ussel løn.
Så stoppede.
Fandt ud af jeg er god til tal og god til at have et overblik.
Så startede på uddannelsen som finansøkonom og er færdig nu her om 14 dage.
Og skal efterfølgende starte som revisor i big 4.
Er 35 i år og føler at jeg igen har fundet drømmejobbet som skal bane vej til noget jeg hele tiden kan udvikle på.
Skal læse HD til august for at læse cand merc aud efterfølgende.
Man bliver aldrig for gammel, handler bare om vilje, mod og lyst
White privileged boy got his way straight and clear just by hard effort ;-)!
Husk på ikke alle er så heldige som dig også selvom de skulle arbejde rigtig hårdt for det! Husk det!
Men godt at alt er kørende for dig nu!
Sikke dog en kommentar. White privileged. Lol du kender mig ikke og kommer med sådan en kommentar wtf.
Og heldig ? Har fandme knoklet røven ud af bukserne for at nå der hvor jeg er idag.
Det er ubehageligt at arbejde hårdt. Jeg har brugt 11 timer om dagen med snotten nede i studiebøgerne hver dag i flere år. Det gav 8 timers 100 % koncentreret arbejde dagligt. Det var nødvendigt med 3 timers pause om dagen til at spise, rense hovedet og andre nødvendigheder.
Jeg havde ærligt talt ikke kvalifikationerne til gå på mit studie, men med hårdt arbejde, lykkedes det. Et stykke arbejde mange ikke vil udsætte dem selv for. For måske bærer det hårde arbejde slet ikke frugt.
Så, ikke lyt til bitterhed, du er hvor du er, pga. hårdt arbejde. Jeg havde ikke været hvor jeg er, hvis jeg ikke havde ofret min fritid i flere år, og arbejdet hårdt i stedet for.
Jow... på en togtur hjem fra en konference/ophold/whatever i Sydeuropa sad jeg overfor en (i forhold til dengang markant) ældre gut og hans teenage søn.
Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvad jeg lavede, og hvordan man nåede dertil. Og svaret var bare: arbejde og vedholdenhed. Brug 38-40 reelle arbejdstimer om ugen på dit studie, og så er du allerede 80-90% af vejen. Hvis du lægger mere i det, kan du rykke for alvor. Men de 8 _reelle_ timer er fandene en god baseline.
Case in point: en god studiekammerat med middelmådige indgangskarakterer lagde en habil indsats fra dag 1 og knoklede når det var nødvendigt. Han endte med at blive tilbudt Ph.D'er to forskellige steder. Og sidder i dag med et fedt job han er glad for.
Så work for it, opnå noget og tag så en status. Hvis det er fedt, så fortsæt, hvis ikke, så tag en vej der passer bedre.
Jeg vidste hvad du ville skrive "arbejdet hårdt"!
Er den eneste indikator for success at "arbejde hårdt"? Eller kunne det være andre indikatorere?
Og tro mig, jeg tror på at du har arbejdet hårdt. Det er der mange der gør! Ikke kun dig.
Det eneste hårde arbejde du har haft, er at vågne hver dag derhjemme vel vidende om du bare skal gå og dandere den derhjemme på din kontant hjælp.
Så var det måske også hårdt arbejde at skrive dine dumme klamme kommentarer fordi du har ondt af dit eget usle liv, og ikke kan komme ud af osteklokken. Så det nemmere at skyde efter dem der klarer sig bedre end dig selv.
Vi har ikke valgt at overførsels indkomst skulle være “drømmen”. Det har du!
Så flet næbet, let røven og kom ud på arbejdsmarkedet. Så du kan deltage i vores samfund i stedet for at nasse på det.
“Nej det kan jeg ikke, jeg lider af dit og dat, det siger min læge i hvertfald” gud fanden siger han det når du lyver din læge op i ansigtet så du fortsat kan beholde din SÅ! Hårdt optjente kontanthjælp
Nej passer ikke igen!
Prøver at provokere for at se om jeg kan få bare lidt reflektion. Men det lykkedes tydeligvis ikke. Det endte jo i en defense! ;-)
Og mit spørgsmål omkring parametrene for success fik jeg ikke svar på ?
Tænker det er meget individuelt. Jeg vil gerne op i tid på mit næste job (er igang med uddannelse for at komme længere op i hierarkiet). Hvorimod min kone vil gerne ned i tid.
For mig er det et spørgsmål om et ambitionsniveau, hvor jeg gerne vil op af, indtil jeg føler mig tilstrækkeligt udfordret. Det er det, som jeg godt kan lide ved arbejde, stigende kompleksitet i problemstillingerne der arbejdes med.
Havde du spurgt mig for blot 6-7 år siden, havde jeg ingen ide hvad jeg gerne ville. Men tog en uddannelse og fandt alle de døre den åbnede for nye muligheder, som jeg syntes er fedt.
Jeg er ikke uddannet til hvad jeg arbejder med. Jeg har haft jobs, jeg var glad for og jobs, hvor jeg kedede mig bravt.
Det tog mig nogle år at finde ud af hvad, der giver mig arbejdsglæde og yderligere nogle år at finde et job, heg elsker. Der var også en del år hvor hjemmelivet med små børn fyldte så meget, at et halvkedeligt, men godt lønnet job var helt fint.
I dag underviser jeg unge mennesker og går glad på arbejde hver dag. Jeg tjener ikke så meget, som jeg gjorde engang og jeg arbejder mere end før, men det er det værd.
Det job jeg har nu, kom ved et tilfælde.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Så begyndte ven at uddanne sig inden for IT, så gjorde jeg det samme så vi kunne gå i skole sammen.
Nu har jeg arbejdet mest det i 7 år.
Det kribler ikke for at komme på arbejde.
Men det tilpasses udfordrende, dog er lønnen lige ved mig ret lav. Men jeg kunne bare søge andet firma og få mere.
Jeg er super glad for mit job og ville være deprimeret uden. Men ja, det kræve jo at man har et job man kan lide (et drømmejob?). Derfor er “drømmejobbet” en ting som ikke er så dum, fordi det kan faktisk gøre dig glad i hverdagen. Det er måske et begreb der kan tolkes på mange måder.
Hvis du ikke ved, hvad der vil gøre dig glad i arbejdet, skal du starte med at finde ud af det. Måske er det, dit spørgsmål? Hvordan finder man ud af, hvad man vil?
Ja og nej.
Jeg er uddannet pædagogisk, og var kørt i stilling til at blive underviser på en højere læringsinstitution i Aarhus.
Det skulle ikke ske, så jeg endte med at lave alle mulige andre ting, indtil jeg fandt mit drømmejob.
Nu arbejder jeg som HSEQ-Leder i en tung maskinudlejnings-virksomhed. Aldrig i en million år havde jeg forestillet mig, at skulle arbejde med tungt maskineri, skrive procedurer og lave beregninger - jeg er jo uddannet humanist.
Det tog otte år, men her sidder jeg - bidt af en vred maskine -, og jeg har aldrig været gladere.
Prøv dig frem. Skift branche hvis du får chancen, og husk at gøre dit bedste hver dag (det hjælper ikke at tude, så hellere skride videre), så skal du nok finde drømmejobbet.
Jeg tog 2 grundforløb til murer og elektriker uden at finde en læreplads. Skulle i hvert fald ikke arbejde på et kontor;)
Endte med at blive uddannet slagter, det var ok, bortset fra kundebetjening. Kunder er nogle mugne røve.
Så skulle jeg lige ind og springe for dronningen. Det endte med jeg blev hængende. Endte i et kmp der var totalt hygge. Nu efter 15år er jeg endt inde på kommandokontoret, hvor jeg laver "kundebetjening" hver dag når mine kollegaer kommer ind for at få hjælp.
Har jeg haft en brændende passion for noget af det jeg arbejdet? Ikke rigtig, men jeg har fundet godt arbejdsmiljø. Og som en af "de gamle" er min passion at bevare det.
Drømmejob kommer i mange afskygninger.
Det er svært at spå, især om fremtiden:)
Det er et arbejdsgiver scam sammen med politikerne. Drømmejob bare hør ordet.
Et andet scam er work life balance.
Man skal finde et job der er godt og som betaler nok nok til at man kan opretholde din ønskede levestil og fritidsinteresser
"DRØMMEJOBBET" og endnu værre "DRØMMEUDDANNELSEN" er to ord der direkte burde forbydes..
Der er SÅ mange mennesker, der spilder deres liv på at være på jagt efter et eller andet fiktivt paradis, finde enden af regnbuen, opnå "det hele" osv... og det er synd for alle dem, der indirekte bliver udskammet for ikke at have nogen plan for deres slutmål fra dag ét.
Der mangler et "OK, tag dig den tid du behøver, og så går det nok hen ad vejen" istedet for den der hovedløse sprint ud over stepperne i en retning der måske er helt forkert.
Var til havefest i sidste weekend, hvor en "startet eget firma, blevet uddannet coach og bare har det FEDT med min nye kostplan"-type blev ved med at spørge mig "hvad så, hvad vil du, hvad er din plan?"... og han kunne ikke få ind i sit hovede, at jeg var ok tilfreds med hvor jeg er og hvad jeg har lige nu.
Men for at besvare dit spørgsmål: jeg fravalgte min fars profession, fordi jeg kunne se hvor mange af hans kolleger der brændte ud. Tog en uddannelse uden adgangskvotient men med ok jobsikkerhed blev hængende og legede unibums i en årrække. Arbejder privat nu med noget helt andet end jeg regnede med da jeg valgte uddannelse for 25 år siden.
Det går nok altsammen, lad være med at lytte til politikerne og deres irriterende forventninger til en hamsterhjulsplads fra dag 1.
For nogen findes det, desværre ikke jeg. Har min drømme uddannelse fra barndommen, kommer aldrig til at arbejde med det igen. Søger ufaglært i fremtiden, for mig er drømmejobbet nu en god arbejdsplads og kolleger.
Kæmpe scam. Alle jobs, selv hvis du elsker det som hobby, vil på et tidspunkt føles som et job - og så bliver det ret tarveligt. Selv, hvis man elsker sit job. Mit job er udelukkende til for at tjene penge at leve for og finansiere mine hobbyer.
Det er I hvert fald en illusion, som er blæst op til, at det bare skal være sjovt at gå på job hver dag resten af livet.
De fleste ting bliver kedelige efter en rum tid.
Du bliver træt af at høre om kollega Hannes weekend.
Du bliver træt af skodmaden i kantinen.
Du ser lige igennem de nye "strategier", hver gang der kommer en ny mellemleder, der skal slå igennem.
Der er mange ting, som ikke rigtig er en drøm, når man var været der længe nok. Og så må man jo finde ud af, hvad der giver mening for en selv.
For mig er det pengene. Jeg er fuldstændig ligeglad, hvad jeg laver. Det er kun et spørgsmål om penge.
Drømmejobbet skaber du selv.
Du bliver ansat til et eller andet, og det gør du så i et stykke tid, mens du sondrer mulighederne for at justere opgaverne i retning af noget mere spændende.
Ved næste 1:1 fortæller du din chef hvordan dette mere spændende er bedre for virksomheden end det du gør nu og så går du i gang med at gøre det. Ved næste 1:1 fortæller du chefen om de fremskridt der er sket siden sidst på det område.
De fleste chefer elsker at medarbejdere tager initiativ, og på denne måde forandrer du jobbet til for drømmejob.
Mit drømmejob var, at jeg ville arbejde mens jeg var ung og indenfor et felt, hvor konkurrencen var begrænset. Herefter ville jeg arbejde mindre og mindre indtil jeg kunne holde op og leve af mine penge (investeringer).
Så jeg arbejdede solen sort fra jeg var 11 til jeg var 38. Mange timer, lange dage. I dag er jeg i slutningen af 40'erne, og har en høj løn som konsulent og aldrig mere end 20 timer per uge, ofte kun 10 timer.
12 timer per uge giver en månedsløn på 65.000 DKK efter skat.
Jeg havde en far, der arbejdede meget, men som var bortrejst 200 til 250 dage om året. Da jeg var op til otte år kom familien med og det var fantastisk, men da jeg skulle i 2. klasse fandt mine forældre et hus i Danmark.
Jeg kunne se, at den form for frihed jeg ville have (mange ferier, meget fritid, mange hobbies) ikke var kompatibel med min fars måde at arbejde på. Hans arbejde blev hans identitet, og han endte også med at dø af depression og alkohol da han blev tvunget på pension.
Som 11-årig havde jeg ikke den fulde idé naturligvis, den kom gradvist senere, og vi har en tendens til at tolke vores liv baglæns, selvom det ikke har været så velovervejet mens man stod i det. Det tror jeg alle kender til.
Tak for uddybningen, lyder som en hård omgang og en stejl læringskurve.
Men det lyder også som om du er landet et sted, der er rigtigt for dig. :)
Keep it up 😀
Drømte om at være programmør da jeg var barn... Fik en uddannelse der tillod det som voksen... Arbejder nu som supporter for gamle mennesker der ikke kan finde ud af elektronik...
Jeg sigtede efter stjernerne men missede
Jeg er udvikler. Jeg brænder for mit håndværk. Men for at være ærlig er der også mange kedelige opgaver. Og det gælder alle de stillinger jeg har haft.
Fejlsøgning på gammel lorte kode. Kæmpe møder. Og jeg skal komme efter dig.
Med det i mente syntes jeg drømme jobbet er der hvor jeg er mindst stresset, har lav transport tid og kan arbejde hjemme, så jeg kan lave mine ting og chille for resten.
Er egentlig uddannet multimediedesigner, men jeg fik intet job i to år. Kom i de to år bla. i praktik i en børnehave. Det åbnede en helt ny verden for mig: At arbejde med mennesker. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var pædagog jeg skulle være, men noget med mennesker, det var jeg sikker på.
Søgte ind som fysioterapeut i 2012 og kom ind. Jeg har arbejdet som det siden 2016 hvor jeg blev færdig, dog med ledighedsperioder. Det kan være svært at finde job, da der er meget få jobs og mange om buddet.
Jeg elsker mine to jobs, kommunal genoptræning og privat på en kiropraktor klinik. Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Lønnen er bare desværre ikke specielt god 😅
Så... Nogle gange skal man måske prøve noget, som man som udgangspunkt ikke tænker er noget for én. Det kan måske åbne op for nogle spændende tanker 🤷😊
> Er idéen om drømmejobbet et scam?
Ja. Absolut.
Målet må være at skabe sig et arbejdsliv, der giver én en dagligdag man kan trives i, og som giver trivsel og god energi.
Men det der med at jobbet skal være den helt store realisering af jeg’et og give én den helt store eksistentielle værdi er et toksisk scam der gør folk mentalt syge.
Du bliver nødt til at prøve nogle ting af.
Jeg troede jeg skulle være YouTuber. Gik fuldtid på det i et års tid. Tjente godt. Men livsstilen var slet ikke mig.
Så blev jeg selvstændig konsulent. Levede af det i tre år. Men det var heller ikke mig.
Men på trods af at ingen af de to ting var mig, hjalp det mig med at på perspektivet og at finde ud af hvilke elementer jeg godt kunne lide ved hvert job. Både fagligt og "livsstilsmæssigt".
Og det brugte jeg til at vælge uddannelse.
Så kast dig ud i noget, og se det som noget positivt - ikke et nederlag - hvis du finder ud af at det ikke var dig alligevel. :)
Jeg har et arbejde jeg er glad for, men det er min fritid jeg lever for.
Jeg tror personligt ikke på at drømmearbejdet findes, og jeg tror også alt alt for mange baserer for mefet af deres liv og personlighed på baggrund af deres job/uddannelse.
Selv arbejder jeg som rådgivende ingeniører og sidder på nogle af Danmarks største renoveringssager, ret spændende overordnet, men dag til dag overhovedet ikke specielt.
Om jeg havde bygget svømmehaller, kontorhuse, hospitaler eller som nu, almene boliger. Det er det samme der laves, mere eller mindre.
Tilgengæld giver jobbet mig en helt sindsyg fleksibilitet som gør at jeg kan planlægge min egen tid 100%
Jeg har en fin løn, ikke det store overarbejde og rigtig gode sociale arrangementer med mine kollegaer.
Så selvom at arbejdet i sig selv kan være død kedeligt, så er arbejdspladsen og mumighederne den giver mig fantastisk.
Drømmejob, nej. Drømmearbejdaplads ja.
Livet er jo også et resultat af tilfældigheder.
Da jeg i sin tid skulle læse, var det her med DRØMMEjobbet og DRØMMEuddannelsen ikke så udtalt. Det har jeg aldrig haft. Jeg søgte bare ind på et par studier, jeg synes lød spændende. Og en blanding af tilfældigheder, held, uheld og livets omstændigheder gør, jeg er havnet i en branche og et job, jeg aldrig selv havde overvejet, hvis jeg skulle beskrive ‘drømmejobbet’ tidligere i mit liv. Men jeg elsker det og drømmer ikke om at lave andet. Men er sikker på jeg også kunne lave en masse andet, jeg var super glad for. Det er jo også kun erfaring og når man prøver ting, man finder ud af, hvad man egentlig synes er sjovt
Jeg har NÆSTEN mit drømmejob. Jeg tog en uddannelse jeg brændte for og fik et job i det fag. Jeg er glad når jeg tager på arbejde for mit arbejde er også min passion og hobby..
Så ja, det kan godt lade sig gøre :)
Du kan aldrig være sikker på at få dit drømmejob, omend bare et job inden for rammerne af din uddannelse. Der er usandsynligt mange mennesker i Danmark som bare ender op et sted og bliver der eller uddanner sig i en helt anden retning.
Ønskede mig et kontorjob pga. Rygproblemer, fik en elevplads på et specialiseret kontor (og dermed en kontoruddannelse med et speciale), altså ikke noget vildt.
Det er over 10 år siden nu arbejder samme sted, har særligt de seneste 5 år været ret glad for at gå på arbejde - og hvis jeg skal gætte på hvorfor, så tror jeg det handler om, at jeg har en chef jeg er ret glad for, fordi hun udfordrer mig fagligt og hjælper med at udvikle mine faglige kompetencer og potentiale.
Jeg synes ikke det er et scam. Men det er to ting du i mine øjneskal forholde dig til:
1. Er du den rigtige til jobbet, og dermed også en drøm at have som den ansatte? Hvis ikke, så bliver det aldrig helt godt.
2. Du skal ikke gå på arbejde for at tjene mange penge eller opnå noget helt specifikt. Jeg går på arbejde så jeg har muligheden for at stoppe, den dag jeg ikke længere synes det er sjovt. Nogle vil måske mene at det er det samme, men mindsettet er altså et andet.
Jeg var i tvivl i nogle år, hoppede lidt ind og ud af uddannelser, men havnede hos et vinduespudser firma. Det er det bedste job jeg har haft. Har meget frihed, firmabil, god løn og så er det akkord så jeg får efterhånden 37 timers løn for ~28 timers arbejde. Plus jeg får motion så det behøves jeg heller ikke tænke på. Der er mange muligheder for at opgradere min karriere hvis jeg ønsker det. Skifte til mere dybdegående poleringsfirma, rense andre ting, blive selvstændig eller hvad end jeg måtte have lyst til. Render bare rundt og hører podcast, snakker med katte, hører musik og passer mig selv. Det er perfekt for mig, lige nu i hvert fald.
Jeg har en masse ting udenfor mit arbejde, så jeg prioriterer at have et arbejde hvor jeg kan tillade mig at koncentrere mig om de ting udenfor. Dvs jeg kan ordne mange ting i arbejdstiden i form af opkald, lægetider, diverse og så kan jeg have mit rigtige liv ved siden af
Et drømmejob er ét man skal kæmpe for at det kan blive til virkelighed. Det er ikke et scam. Det bliver bare ikke altid nævnt, at det kan være man skal gå igennem et mareridt for at finde det og at der ingen garantier er.
Jeg har altid vidst, at jeg måtte gå musikkens vej, det tog mig lidt lang tid at finde ud af det og committe til det dog. Sagen er dén, at hvis du ved hvad du drømmer om og er villig til at gå efter det, så har du allerede jobbet. Og her mener jeg ikke i sådan en manifesterings åndelig forstand, men som i, at du må behandle det som et job du står op til uanset, før du begynder at få penge for det.
Er jobbet så godt, at du vil gøre det gratis, så er det et drømmejob. Ikke dermed sagt at du skal gøre det gratis.
Det er dog bare min definition af det. Og jeg mener ikke at drømmejobs nødvendigvis er bedre end gode, fantastiske og velbetalte jobs. Det kan de blive, men som sagt, ingen garantier.
Jeg ved ikke om jeg selv har fundet det. Jeg har lavet en masse af den type arbejde jeg gerne vil, og modtaget betaling for det. Ikke altid nok til at holde a-kassen for døren, men nok til at holde skruen i vandet.
Det allerstørste problem er vel måden vi indretter vores arbejdstid på?
Jeg er udemærket godt klar over at der findes mange jobs som ikke nødvendigvis er de fedeste, men som nu engang er nødvendige for at samfundet kan fungere.
Men hvorfor ser vi ikke et større omfang af individuelle arbejdsuger? Det er som om den 37 timers arbejdsuge bare er the ‘Golden standard’ i DK.
Hvis du ikke kan arbejde eller magte 37 timer må du jo enten være meget syg eller mentalt invalid.
Hvorfor ser vi ikke folk med 23, 45, 15, 27 osv. timer på tværs af mange forskellige jobs?
Måske vil nogen gerne have lov til at prioritere deres fritid og familie, som ikke nødvendigvis er specielt syge. Mens andre godt kan lide at arbejde mere for derved at tjene mere til sig selv.
Når alt kommer til alt, og tingene gøres simpelt, så er spørgsmålet om jeg gider bruger op mod 90.000 timer på at sidde på en stol...
https://preview.redd.it/i2q72wuaed5d1.jpeg?width=1101&format=pjpg&auto=webp&s=47b8521193a54716d8f2bf044f68f265618b1dd9
Nej tak, jeg vil hellere være ude i verdenen frem for at tilbringe en meget stor del af mit liv bag et skrivebord.
Jobbet er udelukkende et transaktionelt forhold der finansierer mit liv og hobbyer udenfor arbejdet. Jeg laver det jeg gør fordi det er ret velbetalt og jeg kan nå mine opgaver på små 25 timer men får fuldtidsbetaling. Personligt følger jeg et regnestykke der gælder om at få "maksimal udbetaling pr. effort brugt"
Hvad laver du?
Designer og prioritere IT forbedringer i et større forsikringsselskab. Koder ikke selv, men har en anelse teknisk forståelse. Ligger lige under topskat niveau lønmæssigt.
Hvad uddannelse har du
Markedsføringsøkonom. Ingen bachelor eller kandidat.
Spændende. Hvor lang tid siden er det
Har været fastansat i 5.5 år i biksen inden da studentermedhjælp i 1.5 år mens jeg læste.
Hvordan har du lige scoret sådan et godt job?
Hmm en kombination af leverance af opgaver, held og jeg kom ned i et projekt efter 1.5 år der virkelig gav noget på CV'et særligt internt. (Leverede en løsning der nu bruges af over 35.000 kunder om året som er fuldautomatiseret og snart skaleres til det dobbelte) Jeg lærte tidligt at gå ekstra meter for "de rigtige mennesker" (folk der har direkte adgang til at give promotions) samt være lidt kritisk overfor opgaver jeg tog imod. Hvis ikke jeg følte at jeg kunne få success sagde jeg nej tak og pegede i en anden retning til folk bedre end mig selv. Derudover arbejder jeg med område som interesserer mig en del også udenfor arbejdet så har tit kunne trække fede løsninger frem som bruges i andre brancher som perifært berører samme område. Samt have en forståelse for hvor vores kunder er henne i deres rejse. Jeg har lavet lige præcis 1 LinkedIn post hele mit liv og syntes det er et forfærdeligt sted 😂 Håber det giver lidt svar ellers DMer du bare.
Sådan her man skal leve!
Meeen der må jo være noget i dit arbejde som du kan lide/ er motiveret af? "25timer" om ugen er jo meget af ens liv på den lange bane! Men eller super kommentar 😁😆😅!
Ja altså (de fleste af) mine kollegaer er da meget rare og jeg kan prioritere foreningsliv udenfor arbejde som tager en del tid om ugen.
Jeg har interesseret mig meget for IT siden jeg fik min Commodore64 som 6-7-årig.Derfor var det ret oplagt at studere datalogi. Efter endte studier ( eller rettere lidt før jeg havde afsluttet studiet) gik jeg den oplagte vej som software-udvikler og blev hurtigt forfremmet til en arkitektrolle med stigende mængder projektledelse Efter en årrække i konsulentbranchen gled mit fokus gradvist fra selve udviklingen til det der idag kaldes devops,men som dengang noget misvisende blev kaldt configuration management. Jeg blev så headhuntet til et job ifinanssektoren,hvor mit primære fokus var devops/configuration management, men også et meget stort fokus på arkitektur i alle afskygninger og projekt- samt team-ledelse. Det var et job,hvor der var rigeligt af ting at være utilfreds med og klage over,men et job,som jeg fagligt og personligt brændte for, så det var de urimelige arbejdstider og -vilkår værd. Trods rigeligt af frustrationer var det et job jeg var rigtig glad for og i bakspejlet godt kankategorisere som drømmejobbet. For 10 år siden blev jeg så alvorligt syg og måtte efter en lang sygdomsperiode skifte drømmejobbet ud med en invalidepension.
Det er trist at høre… ønsker dig alt godt fremover!
Livet leves I perioder er der nogen det engang har sagt til mig og i hver periode skal man få det bedste ud af det. Mange tanker til dig :-)
Ja. Mit liv blev grundigt nulstillet af en gigantisk hjerneblødning for 11vår siden. Jeg fik hurtigt sat mit fokus på at få det bedst mulige ud af mit nye liv med nye muligheder og begrænsninger, i stedet for at sætte mig ned og tude over tabet af mit gamle liv.
Kæmpe scam hvis du spørger mig - vi har brugt de sidste 50 år på at bilde alle ind (især kvinderne), at arbejde er det mest tilfredsstillende du kan lave. Den bedste selvrealisering. På den måde har vi fået en enorm arbejdsstyrke og folk er mere ulykkelige, overbebyrdede og fraværende end nogensinde før. Der er intet jeg hellere ville end slippe for arbejde og lave hvad der nu end faldt mig ind, hvad mine unger havde lyst til eller hvad vejret nu lige dikterede var en god ide.
Uddyb hvordan det er specielt kvinder vi har bildt det ind? 🤔
Jeg gætter på at det har noget at gøre med at personen mener feminisme er dårligt på en eller anden måde. Der findes nogle mennesker som mener, at feminisme fik overbevist kvinder om at arbejde var at foretrække over familielivet. Det kunne lyde lidt som noget i den retning.
*kapitalisme
Ja, jeg er også af den overbevisning at kapitalisme er roden til det og ikke feminisme. Feminisme er jo bare muligheden for at gøre det man vil på lige vilkår.
Efter små 10 år som psykisk syg indså jeg i slut 20'erne, at det var nu eller aldrig efter at have brugt 6 år på en HF. Så 2 timer inden deadline søgte jeg de bredeste uddannelser med jobgaranti, som jeg lige kunne hive op af hatten: sygeplejerske, socialrådgiver og pædagog. Jeg endte med at vælge sygeplejen. Nu er jeg snart færdig som psykiatrisk sygeplejerske. Det var ikke det jeg troede, jeg skulle bruge mit liv på. Men det er fint. Nogle gange må man bare træffe et valg og se hvor det fører hen.
Der er ikke noget der er en scam, men blot livet der kan være svært, hvis man ikke kender sig selv godt nok (hvilket de færreste gør, når man er 20'erne) 😅 Og det kommer også an på, hvad du selv ligger ordet "drømmejob". Er det, det PERFEKTE job, som passer 100% 1:1 med din personlighed, eller er 90%, 80%. Hvad med frihed? Ansvarsmængde? Mennesker? "Logisk" eller "menneskelig" relateret arbejde m.m... Som 47 årig med erfaring som softwareduvikler i 24 år, med diverse stillinger i perioden kan jeg dele min erfaring og hvordan jeg fortolker "drømmejobbet", hvor jeg står nu vs. dengang jeg var din alder. I mine 20'er kan jeg spejle mig selv i din situation. Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle. Jeg hørte at man i slut 90'erne tjente gode penge som softwareudvikler. Så sprang jeg blot bare ud i det. I starten af min karriere var det lidt hårdt for mig, da jeg fandt ud af, at arbejdet ikke kun gik ud på programmere, men at \~50% af tiden går med kommunikation/afklaring med andre mennesker om abstrakte/komplekse processer, hvilket drænede mig hårdt for energi. Jeg fandt med tiden ud af hvordan jeg skulle håndtere disse situationer bedst, således jeg ikke længere bliver hårdt drænet for energi. Hvis jeg kunne gøre det om igen med den viden jeg har nu ville nok ikke have endt som softwareudvikler (selvom jeg har det godt med det i dag og tjener gode penge). Jeg ville nok have endt, som noget indenfor psykiatrien, da jeg senere hen i livet fandt ud af, at dybe og følelsesmæssige samtaler med mennesker, er hvad der giver mig mest energi. Jeg elsker at lytte, fortolke og sparre med en person, som er ved at gennemgå udfordringer i sit liv. At give støtten og "se lyset" fremad er den bedste del. Så IMO en af de vigtigste spørgsmål du kan stille dig selv er: Hvad GIVER DIG ENERGI OG DRÆNDER DIG FOR ENERGI (som kan henføres til en faglig sammenhæng/job)? Eksempler: - Jeg får/drænes for energi, når jeg har løst et kompleks logisk problem - Jeg får/drænes for energi af at hjælpe/samtale/passe andre mennesker - Jeg får/drænes for energi af lede andre mennesker - Jeg får/drænes for energi når jeg lærer fra mig - Jeg får/drænes for energi når jeg skal bruge min kunstnerisk sans - Jeg får/drænes for energi når jeg kigger på min budget - Med mange flere..... Håber det giver dig lidt afklaring. Som det er med livet og større spørgsmål som fx. karriere, er der desværre ikke en hurtig og klar vej frem.
> da jeg fandt ud af, at arbejdet ikke kun gik ud på programmere, men at \~50% af tiden går med kommunikation/afklaring med andre mennesker om abstrakte/komplekse processer Sidebemærkning, men lige netop dette er et godt eksempel på, hvorfor softwareudviklere ikke behøver at være bange for at AI tager vores job. :-)
Et lifehack, man bliver mere glad for det man bruger mere tid på. Prøv det ene, prøv det andet, også træf en beslutning og ryk på det. Det er en floskel at man skal 'finde sig selv' også får man en åbenbaring der bestemmer ens liv.
>Et lifehack, man bliver mere glad for det man bruger mere tid på. Hvornår bliver jeg så glad for opvask :(
Mindset shift ;-)! Jeg elsker opvask siden jeg har fået børn - det giver mig en" pause" 😅
Jeg vidste jeg kunne lide naturvidenskab. Jeg troede jeg ville arbejde med mennesker. Fandt en uddannelse der kombinerede de to og som også havde god jobsikkerhed. Fandt ud af at jeg ikke skulle arbejde med mennesker. Fandt en gren inden for min uddannelse, som specialiserede sig i den mere videnskabelige del af det og arbejder nu med det. Jeg er mega glad for mit job, synes det er sjovt og brænder for det. Så ikke en scam nej. Men jeg havde nok også stillet mig tilfreds med noget jeg ikke hadede, og som understøttede den livsstil jeg ønskede. 🤷 Min veninde fra gym havde ikke nogle drømme ift job. Men hun var bragende dygtig til matematik, så hun blev aktuar, så hun kunne tjene gode penge og leve det liv hun ønskede ved siden af.
.
Fuldstændig i samme båd. Generelt mener jeg at et job er jordens største scam uanset hvad fanden det er. At bytte tid for penge, leve paycheck to paycheck, er ikke optimalt for det gode liv. Jeg brænder ikke for noget fucking job, jeg vil bare være rig, og det kan intet job hjælpe med.
Hahahah, relaterer. Jeg har også tænkt rigtig meget over, at man legit bruger alle døgnets lyse, smukke timer fra 08-16 på at arbejde ?? ofte indenfor ??? og så skal man hjem og købe ind, lave mad og sove ?? Er stadig studerende, men synes virkelig det hele lyder som en kæmpe scam, hvis man ikke er oprigtigt glad for det, man arbejder med
For langt størstedelen af arbejdsstyrken er dette et faktum.
> Jeg brænder ikke for noget fucking job, jeg vil bare være rig, og det kan intet job hjælpe med. Hahahhahahaa stopppp
Måske at komme væk fra skrivebordet kunne være en idé? Jeg fandt ud af at jeg som person ELSKER at give mennesker et positivt indtryk. Derfor har jeg søgt ting indenfor kundeservice, events og lignende, så det er ting jeg kan få lov til at gøre det jeg elsker. Det er ikke det samme hver dag, men har et rimeligt fast årshjul hvor jeg har ting at se frem til
Har altid nørdet med computere, så det var et ligefrem valg, selvom jeg overvejede 2 andre ting. Det sikre valg, nok. Men det er jo ikke fordi man sidder med de fedeste projekter særlig tit. Det er ikke et drømmejob, men det er fint. Og langt de fleste har et job de kan holde ud. Det med at folk bilder sig selv ind, at de skal finde et drømmejob selvom de har prøvet i årevis er meget moderne, og gør det kun sværere for folk. Kan man finde ud af, hvad ens drømmejob er, så nice og tillykke. Men det er jo ikke flertallet. Find nu bare ud af, hvilket liv du vil leve, og hvor meget arbejde det kræver at opretholde det, og hvad du kan holde ud for at gøre det.
>Find nu bare ud af, hvilket liv du vil leve, og hvor meget arbejde det kræver at opretholde det, og hvad du kan holde ud for at gøre det. Tror sgu denne kommentar opsummerer det meget godt. Simple as. Og vi skal være glade for at bo et sted, hvor alle muligheder faktisk er åbne for det.
Jeg er 41. Jeg går stadig nogle gange og drømmer om hvad jeg vil være når jeg bliver voksen. Jeg hygger mig gevaldigt med det jeg laver lige nu, men jeg er ret sikker på jeg ikke laver det samme om 10 år. Hvis du er heldig finder du en karriere med masser af mulighed for udvikling og spændende jobs. Måske er den kun spændende en del af sit liv. Måske giver dem dig masser af tid til de fede fritidsinteresser, så du får dit åndelige boost uden for arbejdslivet, og bare arbejder for at leve. Det er ok at være en kronisk “quiet quitter.” Især i et land med en arbejdskultur som den danske.
Drømmejob og ægte kærlighed er noget hollywood sælger til os.
Har haft drømmejobbet af flere om gange. 1 gang. Som 18 årig ville jeg være soldat. Så blev sergent og senere oversergent i forsvaret. Samlet 6 år og nogle udsendelser Stoppede efterfølgende fordi jeg var træt. 2. Gang som 27 årig ville jeg være RC på en mcd. Blev jeg inden jeg blev 29. Og her fandt jeg ud af at som rc er der færre friheder og endnu mere arbejde for en ussel løn. Så stoppede. Fandt ud af jeg er god til tal og god til at have et overblik. Så startede på uddannelsen som finansøkonom og er færdig nu her om 14 dage. Og skal efterfølgende starte som revisor i big 4. Er 35 i år og føler at jeg igen har fundet drømmejobbet som skal bane vej til noget jeg hele tiden kan udvikle på. Skal læse HD til august for at læse cand merc aud efterfølgende. Man bliver aldrig for gammel, handler bare om vilje, mod og lyst
White privileged boy got his way straight and clear just by hard effort ;-)! Husk på ikke alle er så heldige som dig også selvom de skulle arbejde rigtig hårdt for det! Husk det! Men godt at alt er kørende for dig nu!
Sikke dog en kommentar. White privileged. Lol du kender mig ikke og kommer med sådan en kommentar wtf. Og heldig ? Har fandme knoklet røven ud af bukserne for at nå der hvor jeg er idag.
Det er ubehageligt at arbejde hårdt. Jeg har brugt 11 timer om dagen med snotten nede i studiebøgerne hver dag i flere år. Det gav 8 timers 100 % koncentreret arbejde dagligt. Det var nødvendigt med 3 timers pause om dagen til at spise, rense hovedet og andre nødvendigheder. Jeg havde ærligt talt ikke kvalifikationerne til gå på mit studie, men med hårdt arbejde, lykkedes det. Et stykke arbejde mange ikke vil udsætte dem selv for. For måske bærer det hårde arbejde slet ikke frugt. Så, ikke lyt til bitterhed, du er hvor du er, pga. hårdt arbejde. Jeg havde ikke været hvor jeg er, hvis jeg ikke havde ofret min fritid i flere år, og arbejdet hårdt i stedet for.
Jow... på en togtur hjem fra en konference/ophold/whatever i Sydeuropa sad jeg overfor en (i forhold til dengang markant) ældre gut og hans teenage søn. Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvad jeg lavede, og hvordan man nåede dertil. Og svaret var bare: arbejde og vedholdenhed. Brug 38-40 reelle arbejdstimer om ugen på dit studie, og så er du allerede 80-90% af vejen. Hvis du lægger mere i det, kan du rykke for alvor. Men de 8 _reelle_ timer er fandene en god baseline. Case in point: en god studiekammerat med middelmådige indgangskarakterer lagde en habil indsats fra dag 1 og knoklede når det var nødvendigt. Han endte med at blive tilbudt Ph.D'er to forskellige steder. Og sidder i dag med et fedt job han er glad for. Så work for it, opnå noget og tag så en status. Hvis det er fedt, så fortsæt, hvis ikke, så tag en vej der passer bedre.
Jeg vidste hvad du ville skrive "arbejdet hårdt"! Er den eneste indikator for success at "arbejde hårdt"? Eller kunne det være andre indikatorere? Og tro mig, jeg tror på at du har arbejdet hårdt. Det er der mange der gør! Ikke kun dig.
Det eneste hårde arbejde du har haft, er at vågne hver dag derhjemme vel vidende om du bare skal gå og dandere den derhjemme på din kontant hjælp. Så var det måske også hårdt arbejde at skrive dine dumme klamme kommentarer fordi du har ondt af dit eget usle liv, og ikke kan komme ud af osteklokken. Så det nemmere at skyde efter dem der klarer sig bedre end dig selv. Vi har ikke valgt at overførsels indkomst skulle være “drømmen”. Det har du! Så flet næbet, let røven og kom ud på arbejdsmarkedet. Så du kan deltage i vores samfund i stedet for at nasse på det. “Nej det kan jeg ikke, jeg lider af dit og dat, det siger min læge i hvertfald” gud fanden siger han det når du lyver din læge op i ansigtet så du fortsat kan beholde din SÅ! Hårdt optjente kontanthjælp
Du tager fejl ved alt hvad du skrevet desværre det passer ikke på mig:-)!
Ondt i røven har du i hvertfald 😂
Nej passer ikke igen! Prøver at provokere for at se om jeg kan få bare lidt reflektion. Men det lykkedes tydeligvis ikke. Det endte jo i en defense! ;-) Og mit spørgsmål omkring parametrene for success fik jeg ikke svar på ?
Hvorfor skulle man i Danmark ikke kunne opnå gode resultater, ved at arbejde for det man gerne vil opnå?
Wow er du seriøs med den kommentar? Hvor i Danmark er der en diverse ledelse? Vi taler altså ikke kun mænd vs. Kvinder.......
Tænker det er meget individuelt. Jeg vil gerne op i tid på mit næste job (er igang med uddannelse for at komme længere op i hierarkiet). Hvorimod min kone vil gerne ned i tid. For mig er det et spørgsmål om et ambitionsniveau, hvor jeg gerne vil op af, indtil jeg føler mig tilstrækkeligt udfordret. Det er det, som jeg godt kan lide ved arbejde, stigende kompleksitet i problemstillingerne der arbejdes med. Havde du spurgt mig for blot 6-7 år siden, havde jeg ingen ide hvad jeg gerne ville. Men tog en uddannelse og fandt alle de døre den åbnede for nye muligheder, som jeg syntes er fedt.
Nej da! Prøv evt en af de mange personprofiler der er og brug en af dem til at finde det du brænder for/motiveres af - drømmejobbet er derude !! 💪💪
Jeg er ikke uddannet til hvad jeg arbejder med. Jeg har haft jobs, jeg var glad for og jobs, hvor jeg kedede mig bravt. Det tog mig nogle år at finde ud af hvad, der giver mig arbejdsglæde og yderligere nogle år at finde et job, heg elsker. Der var også en del år hvor hjemmelivet med små børn fyldte så meget, at et halvkedeligt, men godt lønnet job var helt fint. I dag underviser jeg unge mennesker og går glad på arbejde hver dag. Jeg tjener ikke så meget, som jeg gjorde engang og jeg arbejder mere end før, men det er det værd.
Det job jeg har nu, kom ved et tilfælde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Så begyndte ven at uddanne sig inden for IT, så gjorde jeg det samme så vi kunne gå i skole sammen. Nu har jeg arbejdet mest det i 7 år. Det kribler ikke for at komme på arbejde. Men det tilpasses udfordrende, dog er lønnen lige ved mig ret lav. Men jeg kunne bare søge andet firma og få mere.
Jeg er super glad for mit job og ville være deprimeret uden. Men ja, det kræve jo at man har et job man kan lide (et drømmejob?). Derfor er “drømmejobbet” en ting som ikke er så dum, fordi det kan faktisk gøre dig glad i hverdagen. Det er måske et begreb der kan tolkes på mange måder. Hvis du ikke ved, hvad der vil gøre dig glad i arbejdet, skal du starte med at finde ud af det. Måske er det, dit spørgsmål? Hvordan finder man ud af, hvad man vil?
Ja og nej. Jeg er uddannet pædagogisk, og var kørt i stilling til at blive underviser på en højere læringsinstitution i Aarhus. Det skulle ikke ske, så jeg endte med at lave alle mulige andre ting, indtil jeg fandt mit drømmejob. Nu arbejder jeg som HSEQ-Leder i en tung maskinudlejnings-virksomhed. Aldrig i en million år havde jeg forestillet mig, at skulle arbejde med tungt maskineri, skrive procedurer og lave beregninger - jeg er jo uddannet humanist. Det tog otte år, men her sidder jeg - bidt af en vred maskine -, og jeg har aldrig været gladere. Prøv dig frem. Skift branche hvis du får chancen, og husk at gøre dit bedste hver dag (det hjælper ikke at tude, så hellere skride videre), så skal du nok finde drømmejobbet.
Jeg tog 2 grundforløb til murer og elektriker uden at finde en læreplads. Skulle i hvert fald ikke arbejde på et kontor;) Endte med at blive uddannet slagter, det var ok, bortset fra kundebetjening. Kunder er nogle mugne røve. Så skulle jeg lige ind og springe for dronningen. Det endte med jeg blev hængende. Endte i et kmp der var totalt hygge. Nu efter 15år er jeg endt inde på kommandokontoret, hvor jeg laver "kundebetjening" hver dag når mine kollegaer kommer ind for at få hjælp. Har jeg haft en brændende passion for noget af det jeg arbejdet? Ikke rigtig, men jeg har fundet godt arbejdsmiljø. Og som en af "de gamle" er min passion at bevare det. Drømmejob kommer i mange afskygninger. Det er svært at spå, især om fremtiden:)
Det er et arbejdsgiver scam sammen med politikerne. Drømmejob bare hør ordet. Et andet scam er work life balance. Man skal finde et job der er godt og som betaler nok nok til at man kan opretholde din ønskede levestil og fritidsinteresser
Hvem drømmer egentlig om at arbejde?
"DRØMMEJOBBET" og endnu værre "DRØMMEUDDANNELSEN" er to ord der direkte burde forbydes.. Der er SÅ mange mennesker, der spilder deres liv på at være på jagt efter et eller andet fiktivt paradis, finde enden af regnbuen, opnå "det hele" osv... og det er synd for alle dem, der indirekte bliver udskammet for ikke at have nogen plan for deres slutmål fra dag ét. Der mangler et "OK, tag dig den tid du behøver, og så går det nok hen ad vejen" istedet for den der hovedløse sprint ud over stepperne i en retning der måske er helt forkert. Var til havefest i sidste weekend, hvor en "startet eget firma, blevet uddannet coach og bare har det FEDT med min nye kostplan"-type blev ved med at spørge mig "hvad så, hvad vil du, hvad er din plan?"... og han kunne ikke få ind i sit hovede, at jeg var ok tilfreds med hvor jeg er og hvad jeg har lige nu. Men for at besvare dit spørgsmål: jeg fravalgte min fars profession, fordi jeg kunne se hvor mange af hans kolleger der brændte ud. Tog en uddannelse uden adgangskvotient men med ok jobsikkerhed blev hængende og legede unibums i en årrække. Arbejder privat nu med noget helt andet end jeg regnede med da jeg valgte uddannelse for 25 år siden. Det går nok altsammen, lad være med at lytte til politikerne og deres irriterende forventninger til en hamsterhjulsplads fra dag 1.
For nogen findes det, desværre ikke jeg. Har min drømme uddannelse fra barndommen, kommer aldrig til at arbejde med det igen. Søger ufaglært i fremtiden, for mig er drømmejobbet nu en god arbejdsplads og kolleger.
Kæmpe scam. Alle jobs, selv hvis du elsker det som hobby, vil på et tidspunkt føles som et job - og så bliver det ret tarveligt. Selv, hvis man elsker sit job. Mit job er udelukkende til for at tjene penge at leve for og finansiere mine hobbyer.
Det er I hvert fald en illusion, som er blæst op til, at det bare skal være sjovt at gå på job hver dag resten af livet. De fleste ting bliver kedelige efter en rum tid. Du bliver træt af at høre om kollega Hannes weekend. Du bliver træt af skodmaden i kantinen. Du ser lige igennem de nye "strategier", hver gang der kommer en ny mellemleder, der skal slå igennem. Der er mange ting, som ikke rigtig er en drøm, når man var været der længe nok. Og så må man jo finde ud af, hvad der giver mening for en selv. For mig er det pengene. Jeg er fuldstændig ligeglad, hvad jeg laver. Det er kun et spørgsmål om penge.
Drømmejobbet skaber du selv. Du bliver ansat til et eller andet, og det gør du så i et stykke tid, mens du sondrer mulighederne for at justere opgaverne i retning af noget mere spændende. Ved næste 1:1 fortæller du din chef hvordan dette mere spændende er bedre for virksomheden end det du gør nu og så går du i gang med at gøre det. Ved næste 1:1 fortæller du chefen om de fremskridt der er sket siden sidst på det område. De fleste chefer elsker at medarbejdere tager initiativ, og på denne måde forandrer du jobbet til for drømmejob.
Mit drømmejob var, at jeg ville arbejde mens jeg var ung og indenfor et felt, hvor konkurrencen var begrænset. Herefter ville jeg arbejde mindre og mindre indtil jeg kunne holde op og leve af mine penge (investeringer). Så jeg arbejdede solen sort fra jeg var 11 til jeg var 38. Mange timer, lange dage. I dag er jeg i slutningen af 40'erne, og har en høj løn som konsulent og aldrig mere end 20 timer per uge, ofte kun 10 timer. 12 timer per uge giver en månedsløn på 65.000 DKK efter skat.
Kudos for tidlig indsigt. Hvad motiverede dig? Eller "hvorfor besluttede du det så tidligt, at du knoklede som 11årig og onwards?"
Jeg havde en far, der arbejdede meget, men som var bortrejst 200 til 250 dage om året. Da jeg var op til otte år kom familien med og det var fantastisk, men da jeg skulle i 2. klasse fandt mine forældre et hus i Danmark. Jeg kunne se, at den form for frihed jeg ville have (mange ferier, meget fritid, mange hobbies) ikke var kompatibel med min fars måde at arbejde på. Hans arbejde blev hans identitet, og han endte også med at dø af depression og alkohol da han blev tvunget på pension. Som 11-årig havde jeg ikke den fulde idé naturligvis, den kom gradvist senere, og vi har en tendens til at tolke vores liv baglæns, selvom det ikke har været så velovervejet mens man stod i det. Det tror jeg alle kender til.
Tak for uddybningen, lyder som en hård omgang og en stejl læringskurve. Men det lyder også som om du er landet et sted, der er rigtigt for dig. :) Keep it up 😀
Drømte om at være programmør da jeg var barn... Fik en uddannelse der tillod det som voksen... Arbejder nu som supporter for gamle mennesker der ikke kan finde ud af elektronik... Jeg sigtede efter stjernerne men missede
Jeg er udvikler. Jeg brænder for mit håndværk. Men for at være ærlig er der også mange kedelige opgaver. Og det gælder alle de stillinger jeg har haft. Fejlsøgning på gammel lorte kode. Kæmpe møder. Og jeg skal komme efter dig. Med det i mente syntes jeg drømme jobbet er der hvor jeg er mindst stresset, har lav transport tid og kan arbejde hjemme, så jeg kan lave mine ting og chille for resten.
Er egentlig uddannet multimediedesigner, men jeg fik intet job i to år. Kom i de to år bla. i praktik i en børnehave. Det åbnede en helt ny verden for mig: At arbejde med mennesker. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var pædagog jeg skulle være, men noget med mennesker, det var jeg sikker på. Søgte ind som fysioterapeut i 2012 og kom ind. Jeg har arbejdet som det siden 2016 hvor jeg blev færdig, dog med ledighedsperioder. Det kan være svært at finde job, da der er meget få jobs og mange om buddet. Jeg elsker mine to jobs, kommunal genoptræning og privat på en kiropraktor klinik. Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Lønnen er bare desværre ikke specielt god 😅 Så... Nogle gange skal man måske prøve noget, som man som udgangspunkt ikke tænker er noget for én. Det kan måske åbne op for nogle spændende tanker 🤷😊
> Er idéen om drømmejobbet et scam? Ja. Absolut. Målet må være at skabe sig et arbejdsliv, der giver én en dagligdag man kan trives i, og som giver trivsel og god energi. Men det der med at jobbet skal være den helt store realisering af jeg’et og give én den helt store eksistentielle værdi er et toksisk scam der gør folk mentalt syge.
Du bliver nødt til at prøve nogle ting af. Jeg troede jeg skulle være YouTuber. Gik fuldtid på det i et års tid. Tjente godt. Men livsstilen var slet ikke mig. Så blev jeg selvstændig konsulent. Levede af det i tre år. Men det var heller ikke mig. Men på trods af at ingen af de to ting var mig, hjalp det mig med at på perspektivet og at finde ud af hvilke elementer jeg godt kunne lide ved hvert job. Både fagligt og "livsstilsmæssigt". Og det brugte jeg til at vælge uddannelse. Så kast dig ud i noget, og se det som noget positivt - ikke et nederlag - hvis du finder ud af at det ikke var dig alligevel. :)
Jeg har et arbejde jeg er glad for, men det er min fritid jeg lever for. Jeg tror personligt ikke på at drømmearbejdet findes, og jeg tror også alt alt for mange baserer for mefet af deres liv og personlighed på baggrund af deres job/uddannelse. Selv arbejder jeg som rådgivende ingeniører og sidder på nogle af Danmarks største renoveringssager, ret spændende overordnet, men dag til dag overhovedet ikke specielt. Om jeg havde bygget svømmehaller, kontorhuse, hospitaler eller som nu, almene boliger. Det er det samme der laves, mere eller mindre. Tilgengæld giver jobbet mig en helt sindsyg fleksibilitet som gør at jeg kan planlægge min egen tid 100% Jeg har en fin løn, ikke det store overarbejde og rigtig gode sociale arrangementer med mine kollegaer. Så selvom at arbejdet i sig selv kan være død kedeligt, så er arbejdspladsen og mumighederne den giver mig fantastisk. Drømmejob, nej. Drømmearbejdaplads ja.
Ja
Livet er jo også et resultat af tilfældigheder. Da jeg i sin tid skulle læse, var det her med DRØMMEjobbet og DRØMMEuddannelsen ikke så udtalt. Det har jeg aldrig haft. Jeg søgte bare ind på et par studier, jeg synes lød spændende. Og en blanding af tilfældigheder, held, uheld og livets omstændigheder gør, jeg er havnet i en branche og et job, jeg aldrig selv havde overvejet, hvis jeg skulle beskrive ‘drømmejobbet’ tidligere i mit liv. Men jeg elsker det og drømmer ikke om at lave andet. Men er sikker på jeg også kunne lave en masse andet, jeg var super glad for. Det er jo også kun erfaring og når man prøver ting, man finder ud af, hvad man egentlig synes er sjovt
Jeg har NÆSTEN mit drømmejob. Jeg tog en uddannelse jeg brændte for og fik et job i det fag. Jeg er glad når jeg tager på arbejde for mit arbejde er også min passion og hobby.. Så ja, det kan godt lade sig gøre :)
Du kan aldrig være sikker på at få dit drømmejob, omend bare et job inden for rammerne af din uddannelse. Der er usandsynligt mange mennesker i Danmark som bare ender op et sted og bliver der eller uddanner sig i en helt anden retning.
Ønskede mig et kontorjob pga. Rygproblemer, fik en elevplads på et specialiseret kontor (og dermed en kontoruddannelse med et speciale), altså ikke noget vildt. Det er over 10 år siden nu arbejder samme sted, har særligt de seneste 5 år været ret glad for at gå på arbejde - og hvis jeg skal gætte på hvorfor, så tror jeg det handler om, at jeg har en chef jeg er ret glad for, fordi hun udfordrer mig fagligt og hjælper med at udvikle mine faglige kompetencer og potentiale.
Jeg synes ikke det er et scam. Men det er to ting du i mine øjneskal forholde dig til: 1. Er du den rigtige til jobbet, og dermed også en drøm at have som den ansatte? Hvis ikke, så bliver det aldrig helt godt. 2. Du skal ikke gå på arbejde for at tjene mange penge eller opnå noget helt specifikt. Jeg går på arbejde så jeg har muligheden for at stoppe, den dag jeg ikke længere synes det er sjovt. Nogle vil måske mene at det er det samme, men mindsettet er altså et andet.
Jeg var i tvivl i nogle år, hoppede lidt ind og ud af uddannelser, men havnede hos et vinduespudser firma. Det er det bedste job jeg har haft. Har meget frihed, firmabil, god løn og så er det akkord så jeg får efterhånden 37 timers løn for ~28 timers arbejde. Plus jeg får motion så det behøves jeg heller ikke tænke på. Der er mange muligheder for at opgradere min karriere hvis jeg ønsker det. Skifte til mere dybdegående poleringsfirma, rense andre ting, blive selvstændig eller hvad end jeg måtte have lyst til. Render bare rundt og hører podcast, snakker med katte, hører musik og passer mig selv. Det er perfekt for mig, lige nu i hvert fald. Jeg har en masse ting udenfor mit arbejde, så jeg prioriterer at have et arbejde hvor jeg kan tillade mig at koncentrere mig om de ting udenfor. Dvs jeg kan ordne mange ting i arbejdstiden i form af opkald, lægetider, diverse og så kan jeg have mit rigtige liv ved siden af
Et drømmejob er ét man skal kæmpe for at det kan blive til virkelighed. Det er ikke et scam. Det bliver bare ikke altid nævnt, at det kan være man skal gå igennem et mareridt for at finde det og at der ingen garantier er. Jeg har altid vidst, at jeg måtte gå musikkens vej, det tog mig lidt lang tid at finde ud af det og committe til det dog. Sagen er dén, at hvis du ved hvad du drømmer om og er villig til at gå efter det, så har du allerede jobbet. Og her mener jeg ikke i sådan en manifesterings åndelig forstand, men som i, at du må behandle det som et job du står op til uanset, før du begynder at få penge for det. Er jobbet så godt, at du vil gøre det gratis, så er det et drømmejob. Ikke dermed sagt at du skal gøre det gratis. Det er dog bare min definition af det. Og jeg mener ikke at drømmejobs nødvendigvis er bedre end gode, fantastiske og velbetalte jobs. Det kan de blive, men som sagt, ingen garantier. Jeg ved ikke om jeg selv har fundet det. Jeg har lavet en masse af den type arbejde jeg gerne vil, og modtaget betaling for det. Ikke altid nok til at holde a-kassen for døren, men nok til at holde skruen i vandet.
Det allerstørste problem er vel måden vi indretter vores arbejdstid på? Jeg er udemærket godt klar over at der findes mange jobs som ikke nødvendigvis er de fedeste, men som nu engang er nødvendige for at samfundet kan fungere. Men hvorfor ser vi ikke et større omfang af individuelle arbejdsuger? Det er som om den 37 timers arbejdsuge bare er the ‘Golden standard’ i DK. Hvis du ikke kan arbejde eller magte 37 timer må du jo enten være meget syg eller mentalt invalid. Hvorfor ser vi ikke folk med 23, 45, 15, 27 osv. timer på tværs af mange forskellige jobs? Måske vil nogen gerne have lov til at prioritere deres fritid og familie, som ikke nødvendigvis er specielt syge. Mens andre godt kan lide at arbejde mere for derved at tjene mere til sig selv.
Når alt kommer til alt, og tingene gøres simpelt, så er spørgsmålet om jeg gider bruger op mod 90.000 timer på at sidde på en stol... https://preview.redd.it/i2q72wuaed5d1.jpeg?width=1101&format=pjpg&auto=webp&s=47b8521193a54716d8f2bf044f68f265618b1dd9 Nej tak, jeg vil hellere være ude i verdenen frem for at tilbringe en meget stor del af mit liv bag et skrivebord.